Hjortejagt i Ungarn
Jagtoplevelser
Vind en god flaske rødvin! |
Hjortejagt i Ungarn
Da min nabo, Mogens Jørgensen, havde bestilt en jagttur til Ungarn med Diana Jagtrejser, spurgte han om jeg ikke ville med, og da jeg altid ønsket at skyde en kronhjort, sagde jeg ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, fortæller Jørgen Larsen, Rugvænget i Vejle til jagtredaktionen.
Vel ankommet til jagtarealet, der lå 140 km fra Budapest, var vi allerede på jagt den første aften. Det var virkelig spændende, og vi hørte hjortebrøl, da de jo var i brunst... Næste morgen var der jagt igen. Jeg havde en hjort inde på 60 meter, men kunne ikke komme til at skyde på grund af buske og træer. Da vi kom tilbage til hotellet, havde Jan Christensen skudt en flot 10 ender hjort. Sidst på dagen tog vi ud igen, og da vi kom tilbage, kunne Brian Madsen præsentere en 12 ender hjort, så det blev en fin dag for ham.
Efter en tur rundt i terrænnet dagen efter var der en hjort, der brølede 100 meter fra mig. Jagtføreren forsøgte at brøle efter den i sine horn for at få den ud af buskadset, men den gik ind igen. Så prikkede Brian mig på skulderen, han havde set en hjort bag ved os. Jeg fik hans kikkert og så en flot hjort ligge på skrænten, jagtføreren så den også og begyndte at brøle i sit horn. Hjorten rejse sig op, og jagtføreren sagde skyd. Jeg spurgte Brian om afstanden, og han svarede 109 meter, og da hjorten så vendte sig med bladet til, skød jeg, og den segnede for en blad-kugle og løb ned i nogle træer. Efter et stykke tid gik jagtføreren sammen med Brian ned og fandt hjorten, der lå 25 meter fra skudstedet. Det var en ulige 14 ender hjort (gevirvægt 4,70 kg) - ikke så kraftig en opsats men en flot hjort, min tur var reddet.
Så var der kun Mogens tilbage, som ikke havde skudt en hjort, men søndag aften, dagen før vi skulle hjem, skød han en 12 ender hjort, (gevirvægt 5,30 kg). Så det blev en tur, vi aldrig glemmer, hvor alt var i orden med fint hotel og forplejning, slutter Jørgen Larsen.
Mogens og Jørgen med trofæerne. |