Kaninjagt på Endelave
Jagtoplevelser
Vind en god flaske rødvin! |
Kaninjagt på Endelave
Kaninjagt på Endelave(af Johnny Rosenlund)
Vel ankommet til Snaptun kunne vi konstatere, at blot 3 biler skulle med over. Heraf yderligere 5 jægere, som også skulle på kaninjagt. Man kan vel roligt sige at kaninjagt på denne søndag var øens største aktiv.
På Endelave blev vi vel modtaget af Hans som trods sine godt 70 år er ”still going strong”. På besøg var også den unge Malthe, som hvis nok havde relation til nabogården og selv var ivrig jæger, men i dag var med som assistent og chauffør.
Efter en kort parole, hvoraf bl.a. fremgik at dagsprisen på fritte var 15.000 kr. gik turen ud over markerne. Fritterne er i øvrigt under jagten udstyret med en lille sender, som gør det muligt med en søger oppe fra overfladen at ”høre” hvor fritten befinder sig. Det er meget smart når der blver alt for stille.
Kim skød den første kanin i et godt sideskud. Vi andre forsøgte os et par gange uden det store held, hvorimod Kim igen viste stor træfsikkerhed og nedlagde yderligere en i første skud. Pralhals!
Det skulle dog heldigvis også blive hverdag for Kim, for han skød også snart forbi på et par stykker, alt imens vi andre også efterhånden kom på tavlen.
Det mest dramatiske skud var et jeg selv afgav på kort afstand til en hurtigt løbende kanin. Uld og totter sad lige i skuddet og omkring skudhullet i jorden. Men kaninen løb videre over forbi Kim, som gjorde en ende på den. Det dramatiske har dog, at ”indmaden” stort set var skudt ud af kaninen ved første skud og det er os alle ubegribeligt, hvordan den uden videre skudtegn kunne løbe yderligere 10m. Jeg skal skåne jer for billedet…
Et par gange under jagten fik fritten sat sig fast i hullerne og så er der kun en ting at gøre. Frem med spaden og fritte + kanin graves ud. Det tager lidt tid men netop her er søgeren som jeg tidligere omtalte meget anvendelig, når man stort set kan grave lige ned til fritten.
Det er ingen sag at finde kaningrave på Endelave, men også her er man ramt af den megen regn og vand, så flere steder stod der simpelthen vand i hullerne så disse måtte springes over, og der var såmænd nok heller ikke mange kaniner alligevel.
Sidst på dagen blev jeg sammen med Jørgen sat af ved et større tjørnekrat. Det skulle vise sig at være en god post. 3 kaniner på 60 sekunder. Det værste var vi begge skød forbi til den første og derfor var i ”panik” ved de næste, det lykkedes mig dog at få den ene, hvorimod Jørgen knap nåede at lade imellem. Men det er 3 chancer som Jørgen og jeg vil drømme om i længe… de kom for godt til kun at skyde den ene…
Af Johnny Rosenlund |